Finleif Mortensen
Det sete, det erindrede og det besjælede landskab
Finleif Mortensen har to måder at male på: en figurativ og en abstrakt. To udtryk, der traditionelt er blevet opfattet som hinandens modsætninger. Den ene byggende på observationer og gengivelser af virkeligheden ”derude”, den anden på en koncentration omkring rene former og rene farver på deres egne præmisser, dvs. en større eller mindre grad af afhængighed af det sete.
Jo mere, man betragter Finleif Mortensens malerier, jo mere synes disse modsætninger imidlertid at fortone sig eller i hvert fald indoptage elementer fra hinanden.
Ser man på de figurative billeder, maler han ofte et motiv, som er yndet af mange såvel færøske som danske kunstnere: landskabet omkring Torshavn med fjeldet, husene, havet, klipperne og himlen foroven. Allerede her kan man se, at malerierne ikke er strengt naturalistiske. Interessen samler sig i stedet om de geometriske strukturer og spillet mellem dem: dialogen mellem den vandrette horisontlinje, de skrånende fjelde og klipper og de kubisk formede huse. En dialog, der kan og bliver varieret i det uendelige.
Og så der farven. En farve, der for det meste er domineret af de blågrønne nuancer, som er så karakteristiske for det ofte skydækkede land. Finleif Mortensen kan imidlertid også finde på at male omgivelserne op mod en klar dags solnedgang, og så bades alt i en varmt orangerødt lys.
Der er imidlertid en dimension mere i disse malerier. Farven er bygget op af mange lag, som skinner igennem hinanden. Noget, der ikke kun er med til at give stoflighed og dybde til billederne, men også bibringe en stemning af fordybelse og indlevelse. Det er svært at sætte ord på, fordi disse stemninger naturligvis er forskellige fra beskuer til beskuer, men når Finleif Mortensen f.eks. sætter vibrerende orangegule himmelstriber op mod en klippevægs dybviolette toner, har vi et møde mellem komplementærfarver og mellem kolde og varme kulører, der uvilkårligt, instinktivt og videnskabeligt bevisligt påvirker os stemningsmæssigt. Så er der ikke længere tale om en topografisk gengivelse af landskabet, men om en intuitiv og subjektiv tolkning af det.
Finleif Mortensen søger bag om landskabet, ind til noget ordløst, noget større, noget kosmisk.
Hvad angår de abstrakte malerier, kan vi med det samme se, at Finleif Mortensens abstraktion ikke er den samme som en Poul Gernes, en Ole Schwalbes eller Paul Gadegaards. Der er her ikke tale om rene farver og rene former løsrevet fra enhver fysisk virkelighed. Tværtimod. De lyse, næsten strålende farver, som karakteriserer Finleif Mortensens abstraktioner, tyder på, at han har forladt byen og gået op i fjeldene. Op til det saftige grønne græs og myriaden og forårs- og sommerblomster, der giver et juvelglinsende modspil til den gråblå himmel og de mørke klipper. Abstraktionerne bygger altså i høj grad på det fysiske landskab og den fysiske natur blot omsat i et ikke-naturalistisk formsprog. I stedet for at være diametrale modsætninger supplerer Finleif Mortensens to malemåder altså i høj grad hinanden. Begge skabt af en kunstner, der kombinerer en skarp kompositionsevne med lyriske og stemningsfulde indslag i en smuk syntese.
Af Tom Jørgensen, kunstanmelder på Jyllands Posten, redaktør af Kunstavisen